Et eventyr i 2002

Der var engang en lille landsby ved en lille by. Rundt om landsbyen lå mange gårde, og beboerne holdt gode fester sammen i forsamlingshuset i den lille landsby. Alle var glade og tilfredse.

En dag kom en mand forbi på en gård tæt ved den lille by. Manden havde mange penge, som landmanden kunne få hvis manden måtte rejse en stor flot vindmølle på hans høj. Landmanden gik hen til regeringsbygningen i den lille by for at spørge om lov, men nej, det måtte han ikke, fordi der var allerede mange vindmøller i det lille kongerige. Godt nok lå de helt ved grænsen tæt på den lille landsby, men så tæt på den lille by måtte der ikke komme en vindmølle.

Kejserens plan

Et par år senere kom kejseren med hans miljøvismænd på rundrejse i alle kongeriger. Overalt i det smukke landskab så de vindmøller; høje og lave, tykke og tynde, på tårne og rør, med mange eller få vinger. Nogle drejede rundt, andre duede ikke mere. Så fik kejseren en plan. Han bad sine rådgivere regne på det - det skulle ikke koste nogen penge, alle gamle møller skulle opkøbes og nedtages, for at blive erstattet af nogle rigtig gode, flotte, store nye nogle der kunne producere strøm uden at forurene det smukke landskab. Måske kunne fabrikkerne så lære så meget af at producere højere, endnu bedre vindmøller at det store Udland ville ønske at have sådan nogle rigtig flotte til deres eget land, og så vil der være endnu flere penge og mere arbejde for alle. Som sagt, så gjort.

Pengestrømmen

I den lille landsby var der i mellemtiden blevet snakket om, at der vist var nogen, der ville købe alle gamle møller i området af ejerne, og så kunne andre gamle møller i nabokongeriger også tages ned, så alle kunne slippe for at se og høre på de grimme gamle møller. Alle ejerne ville få de penge, de havde betalt for dem tilbage, og alle de penge, de havde fået som betaling for afregnet strøm måtte de også gerne beholde. De skulle heller ikke betale det rentefradrag tilbage som de havde kunnet trække fra deres skat fordi de var så gode at ville låne deres penge ud til sådan nogle gode vindmøller.

Den gamle mand og huset

Der var dog et lille problem. Planen kunne kun blive til noget, hvis der kom to nye, rigtig store flotte møller. Og den ene skulle stå meget tæt på et meget gammelt bondehus, i udkanten af den gamle mose. Men der stod vist i en tyk bog at man ikke måtte bygge møller så tæt på huse, så huset måtte rives ned, hvis der skulle rejses en ny mølle. Den gamle mand, der ejede huset, var meget glad for hans hus. Han boede for det meste ovre på Djævleøen, langt væk, men yndede at komme til sit hus for at male i stilheden ved mosen. For 5 år siden døde hans kone, og han havde ikke været der siden, men sådan at skulle sælge det gjorde ondt. I haven stod gamle krogede æbletræer, som han var kommet til at holde af. Men så kom der et brev fra regeringsbygningen at vindmøllen ikke kunne blive bygget, hvis ikke han ville sælge - så huset kunne blive revet ned, og sådan en vindmølle kostede mange penge, og den kunne tjene mange penge og derfor var det bedst nu at sælge huset. Så manden blev til sidst overbevidst om at han skulle sælge huset, selv om det knuste hans gamle hjerte.

Dokumenterne og den lille blå bog

I den lille landsby var der gået en anden mand rundt for at love, at der hvis planen lykkedes ville være sækkevis af guldmønter til forsamlingshuset, for at der fremover kunne afholdes mange gode fester i det lille forsamlingshus. Men først skulle regeringen i det lille kongerige jo havde skrevet planen ned, og få den godkendt af kejseren. Mange kloge mennesker undersøgte alt muligt - de skrev mange bogstaver frem og tilbage og valgte nogle ud, der skulle stå i de dokumenter, budbringeren skulle bringe rundt til alle, der boede der hvor de to nye vindmøller skulle stå. Der blev organiseret møder for folket, hvor alle fik at vide hvor flotte og gode de nye vindmøller ville være. En flot blå lille bog blev sendt rundt med billeder der viste forskellen fra tiden med de gamle møller og hvordan de flotte høje nye ville se ud fra den lille landsby og alle veje rundt omkring.

Ikke nogen god ide?

Rundt om området tæt ved den lille landsby var der en gruppe mennesker, der ikke ville have at de gamle møller blev erstattet med to nye. De ville gerne blive ved med at nyde stilheden og de bølgende linier i den gamle mose. Nogle af dem kørte rundt i deres motoriserede hestevogne en dag forbi mange gårde for at samle navne af folk på et ark papir - for at fortælle regeringen i det lille kongerige at de ikke var så dumme at tro at det var en god ide at bygge så høje nye møller i den gamle mose, som alle ville kunne se og høre.

Men regeringen havde et problem, fordi bladene var allerede begyndt at falde ned fra træerne, og kejseren havde sagt, at ejerne fra møllerne kun kunne få de mange penge hvis de nye møller kunne levere strøm senest en uge efter vintersolhverv.

Nogle blev glemt

De nye møller skulle også bygges for mange penge, så der blev holdt et møde for mennesker der ville låne penge for at blive ejer af de to nye møller, der skulle bygges. På mødet blev der fortalt om, hvor mange penge de mennesker kunne tjene hvis de ville låne deres penge ud, men der blev ikke sagt noget om, hvor mange mennesker rundt om den lille landsby slet ikke ville have de nye møller. Der blev heller ikke fortalt om den gamle mand og hans hus i sømosen.

Men regeringen bestemmer

Store maskiner kom og tog de gamle møller ned. Kilometervis af kabler blev gravet ned i jorden. Store huller blev gravet og fyldt med grå masse. Mændene der skulle bygge de nye møller kom og arbejdede til sent om aftenen, for nu var det blevet bestemt af regeringen at det alligevel var en god ide. Og regeringen er jo meget kloge, de ved hvad der er godt for folket, for derfor er de jo også valgt, så selv om størstedelen af folkene rundt om den lille landsby ikke syntes det var en god ide, skulle arbejdsmændene gå i gang.

Ikke så festligt

Nu var det blevet mindre sjov at holde fest i den lille landsby. På nogle gårde havde landmændene altid talt sammen når de mødtes i naboriget når de skulle købe ind, men nu ville de ikke snakke sammen. Nogle folk ville da gerne have de flotte nye vindmøller, for det havde jo også stået i deres lille uge-tidende, og de ville da gerne tjene flere penge selv. Andre syntes ikke om, at regeringschefen og nogle af hans rådgivere selv også tjente flere penge hvis de nye vindmøller blev bygget, når de nu selv havde været med på at sammensatte bogstaverne i planen. Atter andre var kede af, at de havde troet på manden der ville give mange guldmønter til forsamlingshuset, fordi de allerede var blevet brugt til noget andet. Hvad det var, havde de ikke fået at vide.

Den smukke susen

Ugen før vintersolhverv kom der mange kæmpestore vogne med de to nye vindmøller. Et gigantisk hejseværktøj sætte møllerne på plads, og arbejdsmændene måtte skynde sig at blive færdige. Alle, der boede omkring kunne høre det smukke susen af de store, flotte møller som en symfoni til at fejre julens stilhed. Og det gør de vist endnu…

Alle syntes, at kun De havde ret, men Ingen forstod, at Alle havde ret.

Vinding, Julen 2002

José Wattez-Krebs